Havnen
Havnen i Rørvig har i århundreder været centrum for maritime aktiviteter af alle arter, og den mest fascinerende er fortsat den hyggelige færgefart, der får os alle til at fornemme, at Rørvig ligger på en ø. Det er hver gang en oplevelse at se glade mennesker mødes eller tage afsked i den korte tid, de små færger ligger i havnen.
Den udbyggede og moderniserede lystbådehavn er en ligeså vigtig del af oplevelsen, og det legendariske ”moleræs”, hvor man runder molen og møder bekendte, spiser en is eller slår sig ned med et glas øl, må ingen snyde sig selv for.
Når vejret tillader det summer havnen af aktivitet, og såvel sejlere som landliggere nyder at stille sulten på et af de meget forskellige spisesteder. Alt imens kan børnene soppe i vandkanten eller man kan købe eller leje udstyr så de kan beskæftige sig med at fange krabber. De godmodige krabber der bider på, må finde sig i at opholde sig i en spand vand i nogle timer, inden de (efter de uskrevne regler) igen bliver hældt i vandet, for der skal også være nogen at fange dagen efter.
Og husk så, at den ultimative oplevelse i havnen er, at stå og se på alle de mennesker der vinker farvel og sejler tilbage til hverdagen, - når man altså selv har flere dage eller uger tilbage i Rørvig.
Se desuden havnens web-side










